Folk tænker de her tre ting om gadebørn: 1) Du er løbet væk fordi du blev behandlet dårligt derhjemme, 2) Du har selv valgt det eller 3) Du er blevet smidt ud fordi du har stjålet og du er også blevet slået for at stjæle.
fortæller Bernice Nkunim på 18 år.
Bernice er et ud af mange gadebørn som lever og arbejder på gaden i Accra, Ghana. Sammen med 14 andre gadebørn deltog hun i marts 2019 i 5 workshops som en del af et projekt 100% for Børnene har startet. Projektet skal være med til at nuancere negative offerbilleder af gadebørnene i udviklingsbranchen. Det skal også være med til at engagere socialrådgiverstuderende i at inddrage udsatte børn og unge aktivt i forandringsskabende initiativer.
De 5 workshops er primært udarbejdet af socialrådgiverstuderende fra Københavns Professionshøjskole og skal udgøre grundlaget for et øvelsesmateriale til studerende på socialrådgiveruddannelsen. De 5 workshops blev planlagt med udgangspunkt i, at gadebørnene skulle fortælle deres migrationshistorie og formulere udfordringer og løsninger i forhold til emnerne 1) hjem 2) bevægelse 3) fællesskab og 4) køn.
Gadebørnene befinder sig i en udsat og ofte stigmatiseret position i samfundet og mange fortællinger om gadebørnene tager udgangspunkt i de udfordringer børnene oplever uden at berette om de ressourcer de besidder. De 5 workshops var designet til at inddrage børnene som aktive forandringsagenter. Børnene blev derfor udfordret til at definere problemer og løsninger, både i deres eget liv og i forhold til de globale udviklingspunkter som FN’s 17 Verdensmål adresserer.
Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke kunne samle skrald. Jeg foretrækker det arbejde, selvom det er hårdt. Det er der én grund til: At samle skrald er ret indbringende. Man kan få penge med det samme, og jeg er jo vant til at arbejde på stedet. Jeg tjener op til 70 cedi (86,50 danske kroner, red.) om dagen ved at arbejde på lossepladsen, men, hvis jeg kunne få hjælp til at lære et fag, så ville jeg stoppe på lossepladsen. Jeg vil være mekaniker. Jeg tror på, at det nok skal komme til at ske.
Stephen Oduro, 16 år.
Mange refleksioner gik forud for feltturen til Accra i Ghana, hvor socialrådgiverstuderende Gry skulle være ansvarlig for gennemførelsen af de 5 workshops. Med sig havde hun fotografen Mijo Sandvej og journalisten Mai Rasmussen som i fællesskab skulle sikre, at børnenes billeder og historier kom med hjem med udgangspunkt i at fortælle en anderledes historie om børnene. Én, som også rummede alle deres styrker, værdier og ressourcer og som viste gadebørnene som de ser sig selv, og som de gerne vil have, at verden ser dem.
Tankerne forud for rejsen handlede i høj grad om, hvordan man inddrager børn og unge aktivt i at formulere problemer og løsninger og især, hvordan erfaringerne fra Ghana kan engagere socialrådgiverstuderende tilbage i Danmark. Målet er nemlig, at både fotobog og øvelseshæfte i sidste ende skal føre til, at socialrådgiverstuderende styrkes i at inddrage deres målgruppe aktivt og interesserer sig for Verdensmålene i deres sociale arbejde.
I det her projekt synes jeg virkelig, at jeg har lært noget om at inddrage mennesker og jeg synes, at begrebet inddragelse er et man skal have enormt stor respekt for fordi det er ikke bare lige til. Specielt ikke, når man kommer fra Danmark og tror man ved en helt masse om, hvordan man skal arbejde med mennesker.
Gry Baunegaard Danielsen, Socialrådgiverstuderende og frivillig i 100% for Børnene.
Man kan planlægge meget på forhånd, men sommetider bliver man nødt til at ændre planer på grund af konteksten og de mennesker der skal inddrages. Gry, Mijo og Mai oplevede, at især konteksten voldte problemer for de planer der var lagt på forhånd. De blev nægtet adgang til den losseplads, hvor mange af drengene arbejder, og hvor det var planlagt, at billederne skulle tages.
Heldigvis lærer man meget, når man udfordres til at se på tingene på nye måder. Det viste sig for eksempel, at pigerne oftest ikke arbejder på lossepladsen, og at gadebørnene generelt arbejder og bor mange forskellige steder på gaden. Accra var altså fuld af forskellige spots som kunne fortælle historien om børnene og deres liv på gaden.
Tilbage i Danmark fortæller Mijo, at det at slippe kontrollen – over konteksten, børnene og i høj grad billedet, var grænseoverskridende, men også en fantastisk oplevelse, hvor børnenes personligheder og styrker virkelig træder frem.
Vi kan undersøge hinandens ydre og forestille os noget bagvedliggende, men vi kan aldrig med sikkerhed vide, hvilket liv vi står overfor.
Mijo Sandvej, frivillig fotograf.
Også tilbage i Danmark skal mange aspekter ved projektet vendes mellem de fire frivillige socialrådgiverstuderende, 100% for Børnene og Københavns Professionshøjskole. Øvelseshæftet er stadig under udarbejdelse og en af de vigtigste ting for Gry, Inger, Viola og Heidi er, at materialet bliver i så høj kvalitet, at det bliver brugt på uddannelsen i mange år frem.
