Af Lene Pedersen, frivillig og medlem af bestyrelsen i 100% for Børnene

Vi mødes på en café i Aarhus, på en ret skøn forårsfredag. Godt nok er coronaen fortsat over os, men vi sidder her overfor hinanden og det er et meget glædeligt gensyn.

Helene og jeg har ikke set hinanden i ca. et års tid. Jeg bor i København, og sidst vi sås var også her i Aarhus, hvor Helene har til huse, og hvor vi mødtes for bl.a. at tale om et praktikforløb for tre socialrådgiverstuderende, som skulle afsted til Ghana i praktik i efteråret 2019.

Helene og jeg er socialrådgivere, og har begge selv været i udlandspraktik under vores studietid. Helene i Sydafrika og jeg i Ghana. Vi har sammen, siden 2014, været med til at sende 13 studerende afsted til Ghana i praktik – og det har været både fagligt spændende og givtigt for organisationens og for 100%’s partnere i Ghana.

Det er dog slet ikke disse praktikophold denne lille artikel skal handle om, men dét, at Helene for nyligt fortalte mig, at hun har 10-års jubilæum, og det skal ikke gå uset hen!

Hmm, ja jeg havde vel fået blot på tanden ift. at rejse i Afrika efter mit praktikophold i Sydafrika, så da jeg skulle til at skrive mit bachelorprojekt, havde jeg lyst til at rejse ud igen. Jeg havde ikke så mange penge at gøre godt med, så en studieveninde og jeg begyndte at undersøge, hvilke muligheder der kunne være. På det tidspunkt, tilbage i 2010, kørte der reklamer på TV for Arbejdernes Landsbank, som viste filmklip og en kort fortælling om Signe Møller fra Mols. Hun havde solgt alle sine jordiske ejendele, og var rejst til Kenya for at hjælpe børn på lossepladsen i Mombasa.

Helene og veninden kontaktede 100% og efter en introaften i København tog de afsted til Kenya i juli og august i 2010.

Det skal her nævnes, at jeg ikke havde forberedt Helene på de spørgsmål jeg ville stille. Da jeg insisterede på at få opremset alle de lande, hvor Helene har været, fandt hun sin telefon frem, hvor hun har en liste over alle sine besøgte rejsedestinationer. Der er 40 alt i alt – hun er en sand globetrotter! Hun læste hele listen højt…

Altså, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz, Holland, Frankrig, Ungarn, Italien, Spanien, Grækenland, Island, England, Skotland, Østrig, Tyrket, Israel, Sri Lanka, Thailand, Australien, New Zealand, Kenya, Sydafrika, USA, Canada, Peru, Ecuador, Qatar, Palæstina, Cuba, Mexico, Belize, Columbia, Panama, Cypern, Irland, Maldiverne, Kina (Hong Kong), Filippinerne og Grønland… Og nogle steder har jeg været flere gange!

Jeg var en lille smule målløs, men da jeg lige havde samlet mig, spurgte jeg Helene

At have arbejdet i Kibarani området i Mombasa har betydet, at jeg har lært rigtig mange ting på den hårde måde, men det har været en utrolig god læring. På det tidspunkt vi kom til Kibarani i 2010, var det på mange måder et samfund i oprør. Der var ret voldsomme oplevelser og alle havde svære omstændigheder. Det var en helt anden verden end hvad jeg kendte, og det var tydeligt, at skolen derude var med til at kunne give børnene en lille smule børnetid.

I 2010 var vi også på New Hope børnehjem og hos Association for the Physically Disabled of Kenya (APDK), som arbejder med rehabilitering og træning for børn med handicap og deres forældre.

I rollen som forkvinde for 100% for Børnene kom jeg tilbage til Mombasa på monitoreringsbesøg i 2018, og det var en ret vild oplevelse – og lidt af en følelsesmæssig rutsjetur.

Det var fantastisk at komme ud på New Hope, hvor der var sket en helt enorm udvikling. Bygningen var blevet renoveret, alle børnene var klædt i flotte uniformer, skolen ved børnehjemmet var blevet udbygget, de havde fået en flot legeplads, kvaliteten i undervisningen var høj og børnene klarer sig godt fagligt. 

Det møde der nok alligevel gjorde mest indtryk på mig, var mødet med Hassan, en dreng med spastisk lammelse. Jeg mødte Hassan første gang  tilbage i 2010, da han var 8 år gammel, og der kunne han så godt som ingenting selv. Dengang mødte jeg også hans far, og jeg har sjældent mødt et menneske som var så stålfast og vedholdende omkring sin søns træning. Hassans far bar ham frem og tilbage til træning på APDK, da der ikke var andre muligheder.

Da jeg mødte Hassan i 2018, kunne han rejse sig og stå selv med lidt støtte. Det gensyn var meget rørende for mig, og jeg er ikke sikker, men jeg havde en følelse af, at han også kunne genkende mig.

Jeg er ret sikker på, at grunden til, at min oplevelse med Hassan blev så følelsesladet hænger sammen med, at jeg har en fantastisk lille nevø herhjemme i Danmark der hedder Rune, og som har Down Syndrom. Jeg kunne slet ikke bære tanken om, hvordan situationen ville være, hvis APDK ikke var der. Og jeg synes, at det er vigtigt, at 100% for Børnene har APDK som partnerorganisation. Rettigheder generelt, men særligt for handicappede, er et meget udfordrende og tabuiseret emne mange steder i Afrika og det er vigtigt, at 100% er med til at skabe opmærksomhed omkring dette.

Det har været lidt blandet på hvilken måde, og hvor aktivt jeg har været engageret igennem de år der er gået. Det var svært, da Signe blev syg, men det var hendes drøm, og hun blev ved med at tro på organisationen, så det gjorde jeg også. Da Signe så blev nødt til at trække sig, valgte jeg at blive ved, og har som frivillig holdt en del oplæg om 100% for Børnene, lavet fundraising, været med til koordineringen af udlandspraktikker for socialrådgiverstuderende siden 2014 og så er der bestyrelsesarbejdet. 

Jeg oplever lidt 100% som en lille familie, hvor vi er tæt på hinanden og på vores partnere og projekter. Det sociale og faglige fællesskab, hvor vi har spændende og reflekterende samtaler er meget givende. 

Jeg har da flere gange overvejet om jeg skulle stoppe, men jeg kommer altid frem til, at det er vigtigt det vi gør, og at jeg gerne vil være en del af det – en del af 100%!

Jeg (Lene) og resten af 100% vil gerne give Helene en high five for hendes trofaste engagement og sige tak for samarbejdet indtil nu. Vi ser frem til at fortsætte det fremover.

2010: Turen gik til Kenya, og det blev startskuddet til engagement og frivillighed i 100% for Børnene

2015: Blev medlem af bestyrelsen i 100% for Børnene

2016-2017: Næstformand for 100% for Børnene

2017-2019: Forkvinde for 100% for Børnene

2019-: Fortsat medlem af bestyrelsen og frivillig i 100% for Børnene