Da Mette Frederiksen og regeringen d. 11. marts afholdte det første alvorlige pressemøde vedrørende Corona, og meldte ud at Danmark delvist skulle lukke ned, der blev vi alle sat på prøve…

Det er en fuldstændig surrealistisk situation vi står i – som hele verden står i – og jeg har personligt gjort mig mange tanker, og lyttet til mange andres tanker, viden og holdninger i forløbet. Jeg ved ikke, om jeg i de seneste godt 2 måneder, er blevet særlig meget klogere eller mere afklaret i forhold til Corona, smittetryk og virologi generelt, men der er nogle vigtige forhold, som jeg synes at denne krise, har givet anledning til at stille skarpt på.

Jeg synes at det klæder os danskere at have taget begrebet ’samfundssind’ til os. Vi har passet på de ældre, på de svage og der har været en kæmpe opbakning til landets sundhedspersonale, som fortsat skal være klar til at tage sig at dem der bliver syge.

Dette ’samfundssind’ har for mange i Danmark betydet, at vi har måtte holde afstand til mange af de mennesker vi normalt omgås og holder af. Vi har skulle holde fysisk afstand og være #sammenhverforsig, som det er blevet sagt og hashtagget utrolig mange gange.

Coronakrisen har for mange betydet et fravær af nærvær, og så alligevel en øget opmærksomhed på fællesskab og solidaritet – for vi har ikke nødvendigvis skulle holde social afstand! Det er for mig meget tydeligt, at jeg savner det som jeg ikke kan få, og at jeg glæder mig inderligt til at få det tilbage.

For mig og for de fleste, så handler denne krise om mere end hvad der foregår i vores egen lille andedam. For nok er der et kæmpe pres på vækst og virksomheder, og det er på alle måder utrolig sørgeligt med de tab som Corona har forårsaget. Men vi har et solidt samfund og et fagligt stærkt og omstillingsparat sundhedssystem, som er klar til at gribe os. Sådan er det desværre ikke alle steder.

Jeg har i de sidste par måneder tænkt meget på de partnerorganisationer som vi i 100% for Børnene samarbejder med i Kenya og Ghana. Tænkt på de udsatte børn og familier, som ikke har det samme sikkerhedsnet som vi har herhjemme. Jeg har tænkt på mennesker som bor tæt i flygtningelejre, og på mennesker i slumområder rundt i verden, hvor der er fattige kår og dårlige sanitære forhold. Steder hvor det vil være nærmest umuligt at stoppe smittekæder og hvor mange på forhånd kan have et skrantende helbred.

Herhjemme, men i særdeleshed også ude i verden ser man, at det ikke bare er en sundhedskrise vi står midt i, men også en social krise. En krise som understreger den store ulighed i verden.

I Danmark udviser vi det før omtalte ’samfundssind’, men inspireret af Læger Uden Grænser vil jeg i høj grad opfordre til, at vi også udviser ’verdenssind’.

De stærkeste skuldre har ofte flest ressourcer og de bedste forudsætninger for at bære mest – dette kan vi gøre individuelt. På samme måde synes jeg også, at vi som en lille, men dog stolt og stærk nation, bør ranke ryggen og tilbyde vores skuldre til de udviklingslande der har behov for støtte.

Vi skal huske ikke kun at tale om fællesskab og solidaritet d. 1. maj. Det ikke kun er ved 75 året for Danmarks befrielse, at vi skal stå sammen og mindes historiens rædsler fra 2. verdens krig. Vi skal huske at være bevidste om aktuelle uroligheder i verden. Vi bliver nødt til at forholde os til betydningen af nærvær, fællesskab, social sikkerhed, sundhed, solidaritet og den globale gensidige afhængighed.

Vi skal huske ikke kun at vise ’verdenssind’ i en krisetid, men huske at gøre det til enhver tid.