I 100% for Børnene savner vi positive fortællinger om unge mennesker med handicap i Afrika.
Det vil vi ændre på med projektet særlige fortællinger.
Deborah Nzisa fra Mombasa, Kenya
100% for Børnene har tidligere deltaget til Ud i Fremtiden – en messe for unge med særlige behov. Her har vi mødt danske unge med et stort ønske om at kunne bidrage med deres kompetencer og ressourcer i det danske foreningsliv. Samtidig ved vi, at det kan være svært at deltage på lige fod med resten af befolkningen, når man har et fysisk eller psykisk handicap.
Mennesker med handicap er ofte en marginaliseret gruppe, der i forskellige grader kan føle sig ekskluderet fra samfundet, herunder også fra at deltage i civilsamfundets mange aktiviteter. En problemstilling der både finder sted i Danmark og i Kenya. Derfor er det vigtigt at få fortalt de gode historier, der kan inspirere og engagere danske unge med handicap til deltagelse – også i det civilsamfund som ligger uden for handicapområdet. Deborah er én af de historier.
Frivillighed handler om at give noget, som man ikke nødvendigvis får igen.
fortæller Deborah
Deborah har rygmarvsbrok, men det kommer ikke i vejen for at hjælpe andre unge i hendes lokalsamfund. I 2015 startede Deborah en støttegruppe for andre unge med rygmarvsbrok. For hende betyder det at være frivillig at give noget, som man ikke nødvendigvis får igen. Deborah tror på de unge mennesker hun hjælper. Hun tror på, at de hver især besidder evnen til ændre modløshed til vilje i lokalsamfundene. Du kan høre hele Deborah’s historie i videoen nedenfor.
Pennester Mutinda og Edwin Opeto fra Nairobi, Kenya
Mangel på adgang til de samme rettigheder og ydelser – og særligt manglen på anerkendelse af at være ligeværdige borgere – er hverdag for mange unge med handicap i Kenya. Gennem videoerne ønsker vi at vise, at unge med handicap, selv under meget svære livsvilkår og som en marginaliseret gruppe i Kenya, kan bidrage og deltage i civilsamfundet.
Det beviser både Pennester og Edwin. Sammen har de startet et projekt, hvor de producerer sæbe. Salget af sæben giver dem en mindre indkomst. Og så får de samtidig muligheden for at sprede opmærksomhed omkring unge med handicap i deres lokalsamfund. Selv har Pennester en medfødt deformitet med delvis lammelse i benene mens Edwin har en rygmarvsskade.
Vi håber på, at vi også kan skabe noget opmærksomhed. Vi vil organisere undervisning i lokalområdet. Her vil vi undervise borgere i området om personer med handicap, om deres rettigheder og om, hvordan de bør behandles.
fortæller Edwin
I fremtiden håber Pennester og Edwin, at ingen børn og unge med handicap behøver at skjule sig, men at vi alle kan leve og arbejde sammen. I videoen nedenfor kan du høre Edwin og Pennester fortælle mere om deres projekt.
Hør flere unge med handicap fortælle, hvorfor et handicap ikke er det samme som, at man ikke kan bidrage:
‘Særlige fortællinger’ er finansieret af CISU – Civilsamfund i Udvikling.