Børn med særlige behov


Næsten 2 millioner børn i alderen 0 til 14 år lever med et handicap i Kenya. Mennesker med handicap ønsker at være en del af samfundet. Det bliver muligt, når samfundet inkluderer og sikrer rettigheder for mennesker med handicap. Det arbejder vi med at hjælpe på vej.

Projektet for handicappedes rettigheder og trivsel

Vi arbejder med Association for the Physically Disabled of Kenya (APDK) om at forbedre vilkårene for børn med særlige behov og deres forældre. Nogle af de børn, vi arbejder med, har medfødte lidelser, mens andre har pådraget sig skader, da de arbejdede på lossepladsen i Kibarani.

Børnene bor i et af de fattigste slumområder i Mombasa. Vi arbejder med genoptræning, ernæringsvejledning og omsorg.

Vi støtter også vores lokale partner i fortalervirksomhed rettet mod at nedbryde fordomme og marginalisering af mennesker med handicap.

Et meget konkret resultat er, at flere forældre har fået støtte til at etablere en lille virksomhed. Det giver dem en indkomst på omkring 1500 shilling om ugen. De kan forsørge familien samtidig med, at de kan bringe deres barn med på arbejde. På den måde kommer deres børn ud af hjemmet, samtidig med at forældrene viser, at man sagtens kan deltage i lokalsamfundet, selvom man har et særligt behov.

Læs vores bestyrelsesmedlems beretninger fra projektet i Magasinet for unge med særlige behov og her.

“Der er bare en vilje hos forældrene til trods for, at der er sådan et tabu omkring det. Det er helt vildt inspirerende,”

fortæller Helene Gertsen, bestyrelsesmedlem i 100% for Børnene

da_DK