”Tea without sugar”

Sammen med Periamma træner og uddanner vi lærere og elever på 24 forskellige skoler beliggende i nogle af de største slumområder i Nairobi og på landet i Rift Valley frem til maj 2019. Fokus er på de tabuiserede emner: Seksualitet og køn. Projektet er finansieret af CISU - Civilsamfund i Udvikling. Vores lokale projektkoordinator Carsten tager dig med ind i det kenyanske klasseværelse i en fortælling fra projektet.

"Kalenderen viser november måned og den korte regnsæson er i fuld gang i Kenya. Dog er det ikke alle områder i Kenya, der får glæde af de livsgivende dråber. I Baringo i Rift Valley har de ikke set regn i månedsvis, og det sætter sine spor over alt – her er tørt og manglen på vand gør det svært at vaske sig og sætte hygiejnen i højsædet.

I klasselokalet er vi i fuld gang med at undervise de unge i køn og seksualitet. Undervisningsemner som desværre bliver forsømt på skolerne i Kenya, hvilket har katastrofale følger. Det er afgørende, at de unge får mulighed for at sætte ord på det, som de gerne vil vide mere om.

Alle de unge mennesker bliver bedt om at skrive deres spørgsmål ned på et stykke papir. Ingen navne, da alle dermed er anonyme og på den måde kan stille de spørgsmål, som de enten er for generte, nervøse eller for usikre til at stille åbent i klasselokalet. 

”Why do the ears of girls become so big?” (Hvorfor får pigerne så store ører?) 

”Why are boys following us in the school?” (Hvorfor følger drengene efter os piger i skolen?) 

”Is it true that love without sex is like tea without sugar?” (Er det rigtigt at kærlighed uden sex er som te uden sukker?)

 

 

Vi modtager udelukkende relevante spørgsmål, hvilket understreger hvor stort et ønske alle disse unge mennesker har for at lære. Mange af deres spørgsmål er relateret til menstruation, tabuiseringen omkring det, og hvordan man kan skaffe hygiejnebind. Før valget i 2017 lovede præsidenten, at alle skoler skulle have gratis hygiejnebind, så ingen piger ville forsømme deres skolegang. Men desværre var der mere tale om valgflæsk og tomme løfter end et reelt ønske om at hjælpe pigerne. Så i dag er der desværre stadig mange piger, der forsømmer deres skole, når de menstruerer, da familierne ikke har råd til at købe hygiejnebind eller tamponer. I stedet bruger de blade eller jord og af frygt for at bløde igennem deres skoleuniform, vælger de i stedet at blive hjemme. 

Andre spørgsmål handler om hygiejne og hvordan man som dreng holder sig ren dernede, når man ikke har adgang til rent vand. Spørgsmål som i den grad er logiske, men ikke altid lige nemme at besvare, og hvor jeg ofte bliver udfordret. 

Målet med vores træning og undervisning er at give de unge mennesker viden om emner, som præger deres hverdag. Samtidig vil vi give de unge en tilstrækkelig indsigt og respekt for egen krop og det andet køn.

Foreløbigt skal vi træne og uddanne lærere og elever på 24 forskellige skoler beliggende i nogle af de største slumområder i Nairobi og på landet i Rift Valley frem til maj 2019. Men behovet rækker længere end dét, så vi arbejder for, at vi kan fortsætte med træningen og undervisningen fremadrettet."

 

Læs også den narrative beretning fra en af projektets første workshops her.

 

 

Bliv medlem og støt en god sag

Det koster kun 100 kr. om året at bevare sit medlemskab, der løber fra januar og året ud. Det er da ikke meget, når man tænker på, hvor meget det betyder for 100% for Børnene. Så meld dig ind, forny dit medlemsskab eller giv en god ven en gave, der gør godt: