Vores forkvinde fortæller om arbejdet for handicappedes rettigheder

I mine øjne har disse forældre noget ganske særligt. De har en vilje af en anden verden, og jeg har den dybeste respekt for den indsats de gør. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at APDK (APDK Rehabilitation Clinic) ligger mit hjerte meget nært. Første gang jeg besøgte projektet var tilbage i 2010, hvor jeg var afsted som frivillig i to måneder i forbindelse med min bacheloropgave på socialrådgiverstudiet og jeg må indrømme, at det var kærlighed ved første blik. 

Projektet støtter en gruppe af 15 børn med særlige behov, hvilket i Kenya er en meget udsat målgruppe. Nogle børn har medfødte lidelser, mens andre har pådraget sig skader tidligt i livet. Vores støtte er bl.a. medvirkende til at børnene kan få fysioterapi, proteser og rådgivning - mens vi arbejder på at sikre forholdene og at få børnene væk fra lossepladsen. 

I januar 2018 besøgte jeg igen APDK sammen med to af mine kollegaer fra 100% (Camilla Olesen og Camilla Legendre med sønnen Louis). Jeg havde drømt om dagen, siden jeg for 8 år siden tog afsked. Det var et dejligt gensyn, hvor jeg var hele følelsesregisteret igennem før, under og efter besøget. 

Mødet med børnene

APDK-teamet havde arrangeret et møde med de børn og forældre/pårørende, der er tilknyttet det projekt, vi støtter. På vej til mødet blev jeg lidt nervøs og mit hjerte slog hurtigere. Mødet gav anledning til mange smil, men samtidig mærkede jeg tårer presse på. 

I en officiel præsentationsrunde fortalte de pårørende børnenes historier og beskrev hvilken betydning projektet indtil nu har haft for børnenes udvikling. Turen kom til os fra 100% for Børnene. Jeg sank en klump i halsen og med det samme, jeg åbnede munden, kom tårerne. Det var svært at samle tankerne og i øjeblikket, blev jeg overvældet af projektets betydning.

 

Betydningen af 100%'s arbejde

Mange af familierne kommer langvejs fra og til trods for, at de ikke har mange midler at rutte med, så har de truffet en beslutning om, at de vil gøre hvad der er i deres magt for at højne disse børns livskvalitet og muligheden for at indgå i samfundet på samme vilkår som deres medborgere. 

Flere af familierne bor på- og omkring Mombasas losseplads. Hvis forældrene har råd, tager de bussen, men mange går med deres barn på ryggen de ca. 15 km til og fra hospitalet hvor APDK ligger. Derfor bidrager 100% og APDK til aktiviteter for forældrene som giver dem en indkomst fx små, selvstændige erhverv. I mine øjne har disse forældre noget ganske særligt. De har en vilje af en anden verden, og jeg har den dybeste respekt for den indsats de gør.

Hvorfor APDK er vigtigt

For snart 6 år siden blev jeg velsignet med en nevø. Han er den største gave og blot tanken om ham fremkalder det varmeste smil på mine læber. Min nevø er født med Downs Syndrom, hvilket også i Danmark kan være en kamp. Men den danske stat hjælper ham. Så heldige er børnene i Mombasa ikke. De er afhængige af at enkeltindivider eller organisationer som 100% og APDK tager initiativet. Foruden hjælp, vil hver dag være en kamp mod social marginalisering for børnene, da det i Kenya er en stor skam at få et handicappet barn. Det er for mig som bestyrelsesformand i 100% et stort privilegium at få lov til at samarbejde med mennesker, som man kan mærke brænder for det de laver, og samtidig har de viljen til at fortsætte, hvor andre for længst ville have kastet håndklædet i ringen. Det må efter min mening være definitionen på en ildsjæl. 

 

 

Bliv medlem og støt en god sag

Det koster kun 100 kr. om året at bevare sit medlemskab, der løber fra januar og året ud. Det er da ikke meget, når man tænker på, hvor meget det betyder for 100% for Børnene. Så meld dig ind, forny dit medlemsskab eller giv en god ven en gave, der gør godt: